Så tager vi hul på et nyt år – heldigvis!
Vi kan slet ikke vente med at komme i gang med 2021 og dermed lægge et sjældent hårdt år bag os. Vi håber, alle er kommet godt igennem 2020, og glæder os til fælles gensyn og genhør i det nye år.
2020 har trods alt budt på musikalske højdepunker
På trods af virus og restriktioner kan vi se tilbage på nogle rigtig store musikalske højdepunkter i selskab med Danmarks Underholdningsorkester og hinanden i 2020. Ikke mindst den utrolige Beethoven Marathon vil vi huske som noget helt enestående. – En stor musikalsk præstation af orkestret og en stor musikalsk oplevelse for tilhørerne. Også ’Jesus Christ Superstar’ blev imponerende flot præsenteret af orkestret og dygtige solister. Endelig var ’Skabelsen’ en utrolig smuk opførelse. Ærgreligt, at koncerten i Budapest måtte aflyses – de gik glip af noget dernede!
Fremtiden ser lysere ud
Venneforeningens bestyrelse havde håbet på at kunne holde en festlig nytårskur for foreningens medlemmer. Vi synes, vi trænger til at ses og samles om noget godt. Men vi må erkende, at smittetal og restriktioner endnu ikke er til det. Måske der bliver en anledning senere på året, når vaccinationer og et forhåbentlig faldende smittetal betyder lempeligere vilkår for igen at mødes omkring musikken og Danmarks Underholdningsorkester. Vi krydser fingre.
Endelig vil vi ønske alle et lykkeligt nyt år. Vi håber, at 2021 bliver et inspirerende og udviklende år for Venneforeningens medlemmer, musikken og hele Danmarks underholdningsorkester.
Godt nytår!
ønsker bestyrelsen for Venneforeningen Danmarks Underholdningsorkester