Besøget i Frederiksborg slotskirke en blæsende men solrig dag i oktober var en fantastisk tur gennem kirkens historie med provst Jørgen Christensen som vidende og underholdende fortæller. Han afslørede skjulte hemmeligheder i det gyldne alter, fremhævede kirkens fornemme træskærerarbejder og berettede om nogle af de dramatiske hændelser, der knytter sig til kirken.
Bagefter præsenterede slottets organist, Allan Rasmussen, i ord og toner det 400 år gamle Compeniusorgel, som stadig benyttes til koncerter. Flere af venneforeningens medlemmer måtte give en hånd med, da luften til det gamle orgel tilvejebringes ved menneskelig hånd- og muskelkraft. Til gengæld var der ikke brug for assistance, da organisten spillede på slotskirkens to andre orgler. En helt igennem spændende og interessant musikalsk og historisk oplevelse i godt selskab med foreningens medlemmer.